XII
Den store kunstner

Idet Martine og Philippa igen lukkede gadedøren, huskede de pludselig Babette. En bølge af medlidenhed og ømhed gik igennem dem. Babette alene havde ikke haft nogen del i aftenens lyksalighed.

De begav sig da på én gang ud i køkkenet, og Martine nikkede til Babette og sagde: „Det var virkelig en rigtig god middag, Babette.“

Deres hjerter fyldtes med det samme med den inderligste taknemlighed. Thi det gik nu med stor klarhed op for dem at ingen af gæsterne havde sagt et ord om hvad de havde fået at spise. Ja, skønt de tænkte sig om, kunne de end ikke selv huske blot én eneste ting som var blevet sat på bordet foran dem. Langt borte fra, som fra en helt svunden tid, dukkede skildpadden op i Martines erindring. Men den havde jo ikke vist sig siden, det var muligt, det var troligt, at den ikke havde været andet end en ond drøm.

Babette sad på huggeblokken, omgivet af flere sorte gryder og pander end søstrene i deres liv havde set. Hun var lige så dødbleg og lige så udmattet som den aften, da hun første gang var kommet til provstens hus og var besvimet på dørtærskelen. Hun gav dem ikke engang et blik, hendes mørke øjne så lige frem for sig, langt bort.

Efter en stilhed vendte hun blikket imod dem og sagde: „Jeg var engang kok på Café Anglais.“

Da hun ikke gjorde mine til at sige mere, gentog Martine efter en pause: „De syntes virkelig alle sammen at det var en rigtig god middag.“ Hun tilføjede: „Vi vil alle sammen huske denne aften, når du er rejst tilbage til Paris, Babette.“

Måske kaldte ordet Paris Babette ud af hendes isolation.

„Jeg rejser ikke tilbage til Paris,“ sagde hun.

„Rejser du ikke tilbage til Paris?“ udbrød Martine i den største forundring.

„Nej,“ sagde Babette. „Hvad skulle jeg i Paris? De er alle borte. Jeg har mistet dem alle, mesdames.“

Søstrenes tanker gik til de to herrer Hersant, og de sagde ganske højt, med stemmer der skælvede af medfølelse: „Ak, vor stakkels Babette.“

„Ja, de er alle borte,“ gentog Babette. „Hertugen af Morny, hertugen af Decazes, fyrst Narishkine, general Galliffet, Aurélien Scholl, Paul Daru, fyrstinde Pauline! Alle er borte!“

De fremmede navne og titler på mennesker, der var tabte for Babette, forvirrede hendes to frøkener noget, men der var et så mægtigt og tragisk perspektiv i hendes ord og stemmeklang, at de i deres allerede bevægede stemning følte tabene som deres egne, og deres øjne langsomt fyldtes med tårer.

Efter en stund smilte Babette pludselig let til dem.

„Og hvordan skulle jeg vel rejse tilbage til Paris, mesdames? Jeg har jo ingen penge.“

„Ingen penge!“ udbrød søstrene.

„Nej,“ sagde Babette.

„Men de titusind francs?“ spurgte Martine i et forfærdet åndedrag.

„De titusind francs er brugt, mesdames,“ sagde Babette.

De to søstre satte sig ned på hvad der var at sidde på. I et langt minut var de stumme, ude af stand til at finde et ord.

„Men de titusind francs?“ hviskede så Martine endnu engang.

„Ja, hvad skal man sige, mesdames?“ sagde Babette med fuldkommen sindsligevægt. „Prisen på en middag til tolv på Café Anglais var titusind francs.“

Babettes forklaring var de to provstedøtre fuldkommen uforståelig. Men der havde i aften været så meget, som havde været hinsides al forståelse. Hvis de sad ganske stille og ventede, ville måske også dette blive dem forklaret.

Men Martine kom, i den lange stilhed som fulgte på Babettes ord, på uhyggelig måde til at tænke på, hvad en af hendes faders venner, en gammel missionær i Afrika, engang havde fortalt. Han havde hjulpet den store elefantsvære negerkonge af med et maveonde, og i taknemlighed havde kongen budt ham på et festmåltid og nødet ham til at spise. Først nogle dage senere fik missionæren gennem sin indfødte tjener at vide at hvad han havde spist var et af kongens spæde børnebørn, tilberedt til ære for den kristne medicinmand. Babette blev helt sort i Martines øjne, lige så vild som negerkongen. Hun havde ladet de gode kristne i Berlevåg i løbet af nogle timer uafvidende opæde et menneskes tilhold i livet og tilflugt i alderdommen. Hun gøs og foldede hænderne.

Men i Philippas bryst smeltede hjertet i medfølelse og taknemmelighed. Så skulle da denne uforglemmelige aften til allersidst krones med et uforglemmeligt bevis på menneskelig troskab og selvopofrelse.

„Kære Babette,“ sagde hun meget blidt. „Du skulle ikke have givet alt hvad du ejede ud for vor skyld.“

Babette sendte sin frøken et dybt blik, et mærkeligt blik. Der var mange ting i det: medlidenhed for medlidenhed, og på bunden noget andet, der kunne tydes som ringeagt.

„For Deres skyld?“ sagde hun. „Nej. For min egen skyld.“ Hun rejste sig fra huggeblokken og stod op foran de to søstre, det forekom dem begge at hun var vokset, og at hendes skikkelse i køkkenet tog sig uvant stor ud. Hendes ord var, da hun talte, i samme format.

„Jeg er en stor kunstner,“ sagde Babette. Hun ventede nogle øjeblikke og gentog så: „Jeg er en stor kunstner, mesdames.“

Stilheden i køkkenet syntes at mangedobles. Det var Martine, der til sidst brød den.

„Så bliver du da fattig hele dit liv, Babette,“ sagde hun.

„Fattig?“ sagde Babette.

Hun smilede hen for sig. „Nej, jeg bliver aldrig fattig. Jeg siger Dem, at jeg er en stor kunstner. En stor kunstner, mesdames, er aldrig fattig. Vi store kunstnere, mesdames, har fået noget, hvorom I andre slet intet ved.“

Mens nu Martine forvirret, rystet eller grebet prøvede at finde vej i Babettes tankegang, tog dybe, glemte strenge til at vibrere i den yngre søsters hjerte. For hun havde engang før i tiden, for længe siden, hørt om Café Anglais. Hun havde engang før, for længe siden, hørt alle navnene fra Babettes tragiske liste. Hun rejste sig fra den trebenede køkkenstol hun sad på, og tog et skridt frem mod sin kokkepige. Dette skridt var meget langt, fra én verden ind i en anden.

„Men alle disse mennesker, du nævnte,“ sagde hun, „alle disse fyrster og stormænd i Paris, Babette? Du kæmpede jo selv imod dem! Du var jo communard! Den general, du nu talte om, lod din mand og din søn skyde, Babette. Hvordan kan du sørge over dem?“

Babettes øjne mødte Philippas som et par svære kanoner kørt i stilling, – til forsvar, til angreb?

„Ja!“ sagde hun. Ja, jeg var communard! Priset være Herren og Den Hellige Jomfru, jeg var communard. Og de folk, jeg nu nævnte, mesdames, var onde og grusomme mennesker. De lod folket i Paris sulte, de undertrykte de fattige og forvanskede lovene, de øvede uret mod dem der ikke kunne forsvare sig. Priset være Herren og Den Hellige Jomfru, jeg har stået på en barrikade. Jeg har ladet geværet for mine mandfolk, mine arme var sorte, som nu, af krudtslam. Jeg trådte i blod, mine strømpefødder var gennemvædede af det.

Og dog, mesdames,“ fortsatte hun. Jeg rejser ikke tilbage til Paris, nu da disse mennesker ikke længere er der.“

Hun stod uden en bevægelse.

„Forstår De, mesdames,“ sagde hun endelig. „Disse mennesker tilhørte mig, de var mine. De var blevet opdraget og uddannet – med større bekostning end De, mine små damer, nogensinde kan fatte eller tro – til at forstå, hvor stor en kunstner jeg er. Jeg kunne gøre dem lykkelige. Når jeg gav dem mit bedste, kunne jeg gøre dem fuldkommen lykkelige.“

Hun ventede igen og tænkte sig om.

„Det var det samme med monsieur Papin,“ sagde hun så.

„Med monsieur Papin?“ gentog Philippa.

„Ja, med Deres monsieur Papin, min stakkels frøken,“ sagde Babette. „Han har jo selv fortalt mig om det og forklaret mig det. Det er frygteligt for en kunstner, sagde han, det er ikke til at bære, at blive opmuntret til at yde sit næstbedste. Det er frygteligt for en kunstner at høste bifald for sit næstbedste. Han sagde: Der går gennem verden et langt skrig fra kunstnerens hjerte: Giv mig lov, giv mig lejlighed til at yde mit ypperste.“

Philippa gik tæt hen til Babette og lagde armene om hende. Hun følte Babettes legeme som et monument af marmor mod sit eget, men selv bævede hun fra isse til fod.

Det varede en stund før hun kunne tale. Så hviskede hun med sin kind mod Babettes kind:

„Men dette er ikke afslutningen, Babette! Jeg føler med vished, at dette er ikke afslutningen. I Paradis vil du være den store kunstner som det var Guds mening at du skulle være! Oh!“ tilføjede hun, idet tårerne strømmede ned ad hendes kinder. „Oh, hvor du vil henrykke englene!“